Dorthea og Fru Lumbye i Weinberg nord for Heidelberg.
"Den lille vinby "Weinberg""

5. juni: Morgenmad og derefter straks afsted ad Frankfurt til i meget varmt vejr, og man kan næsten betegne denne dag som ”Ruinernes dag”. Så snart forstæderne begyndte var der ruiner, mange, men intet mod hvad det blev jo nærmere vi nærmer os centrum, det var næsten umuligt at kende byen igen, vi kørte så direkte som muligt til ”Römerberg”, og af den og alle de omliggende smågader, der hørte ind i billedet, var ½ hus på hjørnet, hvor vi i 1936 købte hele ”Serien” vejviser, og ser i den anden ende af pladsen det hus, hvor vi spiste i sin tid (med den tykke Ober) tilbage, det lyserøde hus på midten af pladsen var de ved at opbygge i dens gamle skikkelse, rådhuset var der kun noget tilbage af, den overfor liggende kirke og alle husene på den side af gaden væk, ”Goetheshaus” og hele rækken af huse som blæst væk; Schauspielhaus som en stor ruin, og på strøget nu små basarbygninger (som overfor Hovedbanen i København) i stedet for de store flotte forretnings bygninger, banegården halvvejs ruin, men ”Exelsior” stod, ligeledes cafe ”Hauptwache”, byens tidligere mødested midt på strøget, men den var sikkert opbygget eller restaureret, da den så så ny ud, men fuldstændig kopi af den gamle (selv farven); vi dels kørte rundt, dels spadserede for at se og forfærdes; ”Ratskeller” stod endnu, men indgangen gennem planker; det var så grusomt, at det skar mig i hjertet at se mit elskede Frankfurt i den forfatning. På Römerberg købte vi flotte og billige bananer samt kirsebær og så gik det ad Isenburg til, og ned af Taunusstrasse, hvor hele den side af vejen hvor vi boede var raseret for de tidligere huse (altså også nr. 38, mit hjem) og på nogle af byggegrundene var opført små villaer, Mühlschweins hus på hjørnet var der intet tilbage af, nu var grunden en anlagt have; så gennem Darmstadt, der også havde fået et ordentlig pulver og langs Odenwalds karrige bjerge og dernæst en idyllisk tur med vinbjerge hele vejen, i en lille by ”Weinberg” var vi inde at drikke et glas rhinskvin med saltkringle til, købte chokolade og fortsatte turen til Heidelberg (ingen bomber) den skønt beliggende by ved Neckar, kørte rundt i byen og langs floden med bjergene hvor på den ene side slottet ligger, medens byen (en del af den) er bygget op ad bjergene på den anden. Vi kørte op til slottet, og på slotsrestauranten spiste vi en herlig middag, små svinekoteletter med salat og brasekartofler og diverse drikkelse til. På hele turen spiste vi 2 ordentlige måltider, og ind imellem bananer, chokolade eller drak eftermiddags kaffe som vi fik lavet eller selv lavede på de steder, vi overnattede, til vore termoflasker, og så plumkage til, som Fru Lumbye har bagt hjemme. Fra Heidelberg gik det videre mod syd ad de pragtfulde autostradaer, gennem Schwarzwald bjergene; der var så smukt, så smukt og vejret stadig det herligste, men varmt. Ved Pforzheim drejede vi af fra stradaen for at nå Bingen og kom ned i byen, hvor der var stor udstilling af guld- og sølvvarer; den halve by var ruiner, og ruinerne havde de pyntet med vimpler og flag, medens de havde opstillet træbarakker til selve udstillingslokaler, det var tragisk at se; vi kørte gennem ruinerne ud af byen til vi fandt en ”Einfahrt” til autostradaen, og havde så næsen vendt mod Ulm, hvor det var meningen at overnatte; og køreturen blev skønnere og skønnere og mere og mere bjergrig; ved 7:30 tiden nåede vi ”ruinhoben”, for der var kun en lille del tilbage af byen, der stod, så det var helt håbløst at finde logi, husene stod som høje ruiner, men i stue eller kælderetagen boede folk eller havde forretning, hovedbanen en stor ruin næsten alle hoteller borte, så vi måtte videre ud ad vejen og standsede ved alle ”Gaststätte”, men alt optaget, dertil blev man anvist fra Ulm; Ginzburg var en temmelig stor by, med mange gamle middelalderlige bygninger, så vi videre ud af landet, indtil vi kom til ”Unterknöringen” og der kunne vi få senge og tag over hovedet, men det var noget af det mest primitive, man kan tænke sig, de var bønder; ingen ..... kunne lastes, jeg lå i værelset med sønnens ”Udstyr”, der var soveværelse, skænk, skab med sølvtøj og porcelæn, nogle senge stod adskilt op ad væggene og vinduer, men der var en kumme, husets eneste, men den var i en tilstand, at man kun vaskede sig i rindende vand for ikke at komme i berøring med den; Arne og fru Lumbye kom ind og vaskede sig hos mig, for der var intet vandfad endsige servante, hvor de lå. Inde hos mig lavede vi aftenkaffe og spiste af vort lager fødevarer. Sønnens ”udstyrsservante” tjente som bord, men vi syntes, det hele var sjovt for en gangs skyld og sov udmærket. Vi lavede selv kaffe i det mægtige køkken om morgenen, og konen Frau Zecht, lagde ren dug på bordet og dækkede op med herligt smør, rundstykker og honning og tyk fløde, og både hun og ”Anton” var meget interesserede i at snakke med os, og det hele for os alle tre blev lidt over 6 Mark og Frau Zecht bad om at beholde kaffegrumset, det skulde i flere dage være deres store delikatesse. På vejene mødte vi enten biler (mest Volkswagen) og landboere brugte næsten alle stude til at trække deres vogne, vi så også æselforspand og et enkelt mulddyr, heste som trækdyr brugtes så lidt, at vi råbte højt : ”Nej se, heste”, hver gang vi mødte et forspand.