Fru Lumbye og Dorthea i Hotel zur Post's have i Pfunds, Østrig
"Siesta i haven"
22. juni, søndag: Oprandt i det skønneste vejr af verden; jeg havde sovet godt om natten, men maven var gal endnu, selvom jeg ikke havde så ondt, så jeg tog opiumsdråber, spiste min morgenmad og var sammen med alle de andre ovre i Dorf for at se processionen der, den var ikke nær så stor, som den forrige, men dog værd at se. Jeg tog enkelte billeder af den, fotograferede ellers ovre fra ”Dorf”, fru Lumbye og jeg gik tur lige til klokken 12. Til middag suppe, bøf med løg og fromage; jeg spiste lidt suppe, et halvt stykke kød, prøvede mig frem, og vi gik bagefter op og lavede os en kop god kaffe. Sad resten af eftermiddag i liggestolene inde i frugthaven, og jeg fik ikke ondt af maden eller kaffen, så jeg troede den hellige grav velforvaret; Oberen og Hertha var så syge, så de fik begge opiumsdråber af mig, og det hjalp dem så udmærket. Max’s sygdom var gået over, og han var med 25 af selskabet på bjergtur, som varede fra 10 formiddag til 7 aften. Frokost med levende bål og bragte kaffe, de i turen deltagende syntes, det havde været den største oplevelse, de havde haft. Om aftenen til middag: suppe, mager svinekotelet og ris a la mande; jeg spiste lidt suppe og ½ kotelet, drak 1 hel øl lyst så tørstig var jeg af al den opium. Om aftenen havde musikerne lavet til til wienerfest, og vi var alle derovre. Det blev meget fornøjelig aften, hele salen pyntet med guirlander og lange nedhængende grene, kulørte papirmåner, og tændte stearinlys på alle bordene; wienermusik og sang var underholdningen, der dansedes hele tiden, musikerne gik rundt ved de forskellige borde og sang og spillede for de enkelte. Vi var først ude at se på blusbål – (ligesom st. Hansaften hos os) der tændtes rundt på bjergtoppe og op ad alle bjergskråninger, det var den pragtfuldeste mildeste sommeraften. Fru Lumbye og jeg delte en Muscatelle og hen ad midnat brød vi op, gik først en lille tur hen ad vejen for at nyde det herlige vejr. Da vi kom herhjem sad Max og værten her, og Josef og Hertha havde tjeneste her, så tog fru Lumbye Josef og valsede rundt med ham herude i hallen, så fulgte Max og jeg deres eksempel, og så dansede jeg med værten, vi blev alle budt på et glas rødvin. Men denne udskejelse kunde jeg ikke tage; var så syg om natten, at jeg [således endte rejsedagbogen for den dag].
23. juni, mandag: næsten ikke kunde stå op; men klædte mig alligevel på, fik stærk the og toast og svøbte mig så ind i mit tæppe og lå hele formiddagen til klokken 1 i en liggestol og døsede. Spiste næsten ingen middagsmad, suppe, wienerschnitzel, kirsebær, og gik bagefter op i seng og sov til klokken 4. Fru Lumbye havde været på bjergtur hele formiddagen; hun sov også til middag. Så lavede vi os en kop kaffe, nu regnede det, hele selskabet var i St. Moritz. De kom hjem før 7; ret matte i det, dels havde de det meste af dagen haft regn, kun set St. Moritz i dårligt vejr, dels var de trætte af gårsdagens bjergtur, til middag nummer 2, suppe, gullasch og kage, gav fru Lumbye rødvin til maden. Om aftenen var der nede i ”Weinstube” her sammenkomst for selskabet, og den tykke chauffør spillede zithar. Fru Lumbye og jeg læste aviser, og sad bagefter og snakkede med tandlægen, den høje, flotte tyroler, som vi har danset med, og som var med til opvisningerne tyroler aftenen. Jeg sov ikke et øjeblik hele natten, først efter 6; benyttede den søvnløse nat til at sætte en versificeret tale sammen til ”Max” til afskedsaftenen, vi skal have i næste uge.
24. juni, tirsdag: Sov til lidt i 9, så ned at spise morgenmad efter først at have taget dråber; nød formiddagssolen ude på trappen, så Bjørndalen tage afsted med bussen til Landeck og Innsbruck, var hos købmanden og købe bogen her og brevpapir, så var imidlertid posten med filmene kommet, Warmings mange og min ene rulle, han havde fået aftryk af alle sine, og jeg fik lov at se dem alle, en hundrede stykker; han skulde have dem nummereret og klistret i prøvealbum og skrevet numre på bestillingssedler, som han havde meget travlt. Frk. Krøyer hjalp ham hele dagen, jeg ordnede bestillingssedlerne og skrev alle numrene på dem, så lavede fru Lumbye og jeg os en kop eftermiddagste. Fru Lumbye havde hele formiddagen travlt med at rense tøj og sy. Om aftenen var der afskedsmiddag for selskabet, der var atter dækket i hesteskoform og pyntet med blomster og danske flag. Fru Lumbye og jeg var i den anledning flyttet ned i den anden ende af salen. Der blev holdt tale for vært og værtinde, som blev hentet ind og skålet med og råbt hurra for. ”Herl und Hertha” blev inviteret til bords og den ”tykke Tater” agerede ”Ober” med serviet under armen og opvartede de to, så blev også ”Anton” hentet ind og sat til bords og skålet med. Så kom imidlertid Bjørndalen hjem, han satte sig først ved bordet hos fru Lumbye og mig og fortalte om dagens resultat, der gælder en forandring til det bedre for hjemrejsen; så måtte han hen ved festbordet. Bagefter gik de over på den anden side og festede; fru Lumbye og jeg gik bare over for at sige farvel til Warming, der skulde med til København; ”miss Tirol” og grosserer Storm og frue talte vi også lidt med, og så gik vi i seng 10:30. Medens de andre endnu sad ved bordet, fik vi albummet med billederne og bestillingssedlerne, så vi også kunde få bestilt de fotos, vi ønskede. Jeg bestilte 12 a 95 øre.
25. juni, onsdag. Vågnede ved 7:30 tiden efter en dejlig søvn og mærkede ikke noget til maven. Lidt før 9 var jeg nede til morgenthe i ”Gaststube” og noget efter kom fru Lumbye; ved 10 tiden gik vi en dejlig tur over i Dorf, traf der en tyk kone, vi kom i snak med, flygtning fra Tyskland, gift her i Pfunds, hun inviterede os med hjem, og gav os både Alperoser, som hun selv havde plukket, og som hun havde pyntet med om søndagen til processionen, og de var velsignet af den gamle præst, og hver 2 Edelweisser; hun fortalte hele sit levnedsløb og havde talegaverne i orden, og det fremgik, at hun var sandsigerske og spåede i kort, blev per brev benyttet fra udlandet (Svejts), fru Lumbye lod sig spå i kort, det var meget interessant at se og høre. Endelig slap vi derfra var ned hos ”Moritz” og købe Edelweiss, nok til os selv til at bære om halsen 2, en til Ingelise, en til Henriette, og sort fløjlsbånd til at bære den i, desuden brevkort, så jeg fik skrevet til frk. Nielsen og til Elli. Den var over 12, da vi kom hjem; fik sat vore alperoser i vand, skrev kortene, spiste så klokken 1: suppe, kalvekarbonade med ris og salat, Kaiserscmarrn, en slags fine pandekager, der er revet i stykker og det hele drysset over med sukker noget, fru Lumbye havde bedt om at få en slags østrigsk nationalret, jeg brød mig ikke om den. Efter middag klokken 2 var vi ovre hos musikerne, Hans Posold, og Frantz Arter, for at lære dem den norske nationalsang, som jeg vil have, de skal spille for hr. Bjørndalen, vor afskedsaften, og så lærte vi dem også ”Der er et yndigt land”. Vi blev ved med at synge linje efter linje, indtil han kunde det (pianisten og harmonikaspillere) og så skrev han det ned i noder, og spillede det gang efter gang, linje efter linje, indtil det blev et samlet hele. Det tog 1 times tid, så gik vi op og lavede eftermiddags kaffe og sad resten af dagen, til solen går ned bag bjergtoppene i liggestolene i haven, vi havde det hele for os selv, da ”selskabet” rejste i morges 6:15 og det nye først kommer i aften klokken 10. Efter middagen: suppe, forloren hare, kage, med rødvin til, gik vi en aftentur ind ad dalen og vendte hjem 9:15 og vilde så vente på det ”nye selskab” blev af værten indbudt til at fejre hans tantes fødselsdag i – i haven – der var også hotellets vinleverandør fra Innsbruck, en meget glad tyroler (gammel) og aldrig har jeg hørt et menneske le som ham, alle indenfor hørevidde måtte le med, og den ene ½ liters karaffel efter den anden blev bestilt, jeg satte mit glas ned på bænken ellers blev det uafbrudt fyldt op så snart man havde taget et par mundfulde; tyroleren inviterede ”fødselsdagsbarnet” til kaffe ovre i ”Zum Hirsch”, men hun vilde kun gå med, hvis fru Lumbye og jeg også vilde, for tyroleren havde absolut fået adskillige over stregen. Så kom endelig selskabet, og jeg fik hilste på Max, der havde haft en meget brydsom dag; så startede vi 4 til Dorf, jeg med tanten om armen og fru Lumbye, stakkel, bagefter med ham, det var dundrende mørkt, ad kirkestien ned til broen, vi gik og gik, men kunde ikke høre noget til de andre, jeg var helt ulykkelig på fru Lumbyes vegne, men frk. Wendl mente, vi skulde bare gå ”H….” [?] som aftalen var; vi ventede der mindst 20 min.; men da ingen lod sig se eller høre, gik vi hjem og fik så at vide, at fru Lumbye straks var vendt tilbage og gået i seng; på kirkestien var tyroleren blevet nærgående, og hun var stukket af fra ham. –
26. juni, torsdag: Var om formiddagen ovre at købe ”Medaillerne” til Henrik og Einar, også et par brevkort, skrev til ”Hougsbo” og var resten af formiddagen ude i haven og talte med en del af det nye selskab, fru Lumbye gik tur lige til middag, fik brev fra Joh [Johanne]. Ved bordet ved siden af os er kommen en dansk lægefamilie med 3 børn, dr. Arendal fra Tåstrup, som vi talte lidt med, middagen suppe, kalvekarbonade, kage. Så hvilede vi til middag i liggestolene til 3:30, så gik jeg byturen med ”selskabet” og Bjørndalen, men fik i grunden ikke mere at vide, end jeg efterhånden har tilegnet mig, udover årstal, da jeg kom hjem, var fru Lumbye gået tur, så sad jeg i liggestol til jeg ikke kunde magte luften mere, for selv om jeg altid sider i skygge og altid med ryggen til solen, tager den dog forfærdelig på ansigtet. Så gjorde jeg mig i stand til middag i ro og mag, skrev dagbog syede på mit tøj. Om aftenen fik vi suppe, biksemad med kartoftler og salat og så ost, for første gang; de andre fik Inslie [?] kirsebær, men ”Ober” sagde, det måtte jeg ikke spise, når jeg havde drukket øl, på grund af min mave, og så fik vi osten, som vi nød. – Gik derefter en lille aftentur ”Trekanten” rundt om kirken.
27. juni, fredag. Herligt, meget varmt vejr, uden en sky på himlen; vaskede natkjole, spiste morgenmad og så ud i liggestolen, fru Lumbye til frisør at få øjenbrynene rettede og farvede, de bleger af hernede i solen (lyset) og bliver grå. Jeg hængte min natkjole ned mellem det andet tøj mellem frugt træerne, og inden middag var den tør. Hr. Posold kom og snakkede lidt med os, han havde nu skrevet noderne færdig til ”Du gamle, du frie” og ”Der er et yndigt land” og efter middag aftalte vi, han vilde komme herover med sin harmonikamusiker og spille dem for os, så vi kunde høre, om det er rigtigt. Til middag: suppe, stegt lever med kartoffelmos og henkogt frugt. Atter ud i liggestol, det er for varmt at gå og 2:30 kom musikerne og spillede for os, det lød så godt ude i det fri, i tilgift spillede han Wienermelodier, Dr. Arendal inviterede fru Lumbye og mig med til Schuls [Scuol] i Schweiz i morgen, hvis vejret var godt. 3:15 gik fru Lumbye atter til frisør for at vaskes og onduleres, jeg blev siddende noget, men det blev for varmt i længden, så jeg gik op og skrev dagbog, fik besøg af dr. Arendal med Vibeke, Steffen og Helge. Gjorde mig i stand til middag: suppe, forel med kartofler og salat, henkogt frugt. Vi ventede på selskabet fra Meran, de plejer at komme ved 7:30 tiden, men klokken blev 9, og endnu var de ikke arriverede, vi vilde ikke gå til ro, før de var kommet, et kvarter efter meldte det 3-tonede horn, at de var ved indkørslen til Pfunds, de havde haft motorskade midt på vejen langt fra nogen by, og det havde varet 1½time at få den i orden. De var alle meget begejstrede for turen og Bjørndalen havde hilsen til mig fra Meran, hvilket straks forbløffede mig, men jeg gættede det dog; fra fruen, der havde vinhandelen, der, hvor jeg havde mit tilhold, medens de andre gik på indkøb i byen, hun havde spurgt efter mig. Da vi havde hørt lidt om dagens begivenheder, gik vi i seng efter et varmt bad.
28. juni, lørdag: Vejret igen strålende, skyfri, blå himmel, efter morgenmaden gik fru Lumbye og jeg tur over i Dorf, og ad en herlig skovvej, men brusende bække på begge sider vejen, men mange skønne blomster langs bredderne, mest Lærke og Fyrretræer bestod skoven af, vi gik så langt som til broen lige inden ”Ørnen” ( en mægtig bronzeørn med udspredte vinger, som symbol på byens beskyttelse) vi sad det meste af 1 time på en bænk i herlig skygge og nød den skønne natur, på tilbagevejen mødte vi Hr. Posold, som sluttede sig til os, vi var inde hos ”Moritz” og jeg købte fødselsdagsgave til Lise, en pudderdåse i læder med indlagt guldforsiringer, og en ditto portemonnaie til mig selv, samt en Edelweiss og sort fløjlsbånd til Birte, så hun fik ligesom Ingelise og Henriette, samt nogle blomster kort; det ene sendte jeg til Ivar og Lise. Vi kom hjem lidt over 12, kunde hvile lidt, og så klæde os om, da vi begge efter middag: suppe, gullasch, kartoffelmos, salat, kage, skulde starte til Schweiz med dr. Arendal, Steffen blev hjemme for at fiske; alt gik efter programmet, og vi fik den vidunderlige køretur en gang til i så smukt et vejr, som tænkes kan, vi kørte til Schuls og videre til Farasp Kurhaus, hvor vi parkerede, gik rundt i den store smukke park, med store græsplæner, masser af blomsteranlæg, overalt liggestole med hynder, til kurgæsterne, over Inns, der gennemstrømmer parken, hvor der fra broen er lignende udsigt som på broen i Schuls, vi gik forbi de forskellige pavilloner til de forskellige medicinske bade, var inde i en kiosk og købe chokolade, og så gennem den mondæne park, i hvis ene ende er restaurant, og hvor der om eftermiddagen er koncert; der slog vi os ned; nød musikken og chokolade, gik atter en lille tur og begyndte så tilbageturen, standsede i Schuls, da fru Arendal vilde gøre et par indkøb, doktoren vilde til garagen, da bilen skulde have vand på, fru Lumbye og jeg kørte med hen til det kendte Autowerkstätte, og da mekanikeren så på bilen, viste han doktoren, at tændrørene var udbrændt, så alle fire måtte udskiftes; imedens kom fruen og børnene tilbage; mekanikeren spurgte til Arne og om bilen havde bragt ham vel hjem. Inden vi skulde videre, vilde mekanikeren gøre en prøvetur med bilen, og han og doktoren for af sted, op ad bakken, der fører til den højtliggende lille by Zent, om hvis vidunderlige beliggenhed og udsigt deroppefra hr. Bjørndalen fortalte os på vor Moritztur, og da doktoren kom tilbage efter at have været passager i sin egen vogn, var han så betagen af udsigten deroppefra, at vi alle kørte den vej på tilbageturen; det var en større oplevelse, vi standsede ½ times tid i byen og gik rundt og kiggede og beundrede; jeg tog nogle billeder derfra, ligesom jeg fotograferede både i kurparken og fra broen i samme. Vi nåede herhjem til klokken 7 til middag; Hr. Bjørndalen havde været med englænderne og de danske skolebørn i Meran igen, men nåede hjem til middag. Så gik vi op og hvilede, til vi lidt over 9 gik over til tiroleraftenen, vi havde bord sammen med doktorens, børnene var med de første timer, og så og hørte tirolersangene – og dansene, der var stor og høj – stemning. Efter 12 begyndte vi at danse, dels med doktoren, dels med tirolerne; jeg dansede en meget lang dans med tandlægen, både hvor ”Damen” svingede alene rundt under hans arm, dels avedom; zitharspilleren dansede jeg også med, og en lang dans med Bjørndalen; så kom tirolerne, charmeuren (den lille forsanger), tandlægen, zitharspilleren, Bjørndalen hen til vort bord, og de spillede, sang og jodlede og vi sad alle med hinanden under armen og valsede i takt, vi blev, lige til gendarmen kom og fortalte, det var lukketid (Polizei-tid) klokken 2, så gik vi i seng, efter en meget indholdsrig dag.
29. juni, søndag. Strålende vejr, en af byens største dage, dels årsmarked, dels en stor katolsk helligdag med stor Peter og Pouls Dag procession, ligesom ved ”Fronleichnamstag”, det var næsten en nøjagtig gentagelse af dem, jeg overværede der på trappen på den anden side gaden for at være i skyggen og sad på ”rækværket”, der er meget bred træplads, og sad på den måde lige ved alteret og kunde fra første hånd være med i det allerhelligste, det mindede mig så meget om Alsemberg. På pladsen udenfor skolen var marked, alle mulige boder rejst med sejldugstag over, og lige fra frugt, chokolade, legetøj, køkkensager, klæder til landbrugsmaskiner; vi var naturligvis nede på pladsen og beså alt; men der var intet der fristede udover nogle abrikoser og ferskner. Den ene store bus efter den anden kom og spyede menneskemasser ud, det var i hundredevis, og i ”Post” her var hver stol og bænk optagen både ude og inde, her under kastanierne var foruden alle de mindre borde, som altid står her, opstillet lange borde og bænke, og stolene fra værelserne blev hentet ned til hjælp; vi kunde ikke spise ved vort eget bord, men måtte vente med maden til der et eller andet sted blev ledigt. Med undtagelse af overværelsen af processionen og besøget på markedet, tilbragte vi dagen i liggestolene i frugthaven, overalt undtaget der, var der mere end optaget af indfødte. ”Post” var jo centrum for det hele, og byens orkester med overlæreren i spidsen, spillede fra 3 – 6 her i haven; vejret var så varmt, at det eneste, det egnede sig til, var liggestolen, og vi selv også, døgnet før havde jo været ret anstrengende og langvarigt. Bjørndalen inviterede mig med i privat taxi til Landeck, hvis han blev nødt til at tage afsted om aftenen, da togtiderne for rejsen til München igen er blevet forandret, men han nød nu også siestaen i frugthaven og opgav at fare til Landeck, men senere kom nyt telegram, så 6:30 måtte han alligevel afsted, der tog han alene, og jeg var i seng inden han kom igen. Til 1ste middag: suppe, kalvesteg – is, til 2. middag suppe, wienerschnitzel og henkogt frugt.
30. juni, mandag: Atter strålende vejr, ideelt for turen til St. Moritz, som Bjørndalen er med selskabet. Vi spiste morgenmad mellem 9 – 9:30, var ovre at købe nogle fotos – brevkort, vi skrev til Arne og til Daddy, jeg fotograferede fru Arendal med børnene i swimmingpool og skrev dagbog. Fru Lumbye er gået turen på den anden side af Dorf, den vi var på i lørdags. Hun kom ganske ødelagt af varme hjem, hun havde gjort turen meget længere og kom først tilbage klokken 1, så hun måtte først skifte tøj fra inderst til yderst og tage bad i ”mit private”, imedens sad jeg og snakkede med musikerne i haven de var færdige med at spise. Først mellem 1:30 – 2 spiste vi i Gaststube, da der blev gjort hovedrent i spisesalen efter gårsdagens mange mennesker. Suppe – svinekotelet, kartofler og salat, kompost – derefter siesta i liggestolene i frugthaven, og en mor til en af skoledrengene, som var med som assistent for lærerinden, kom til, og vi sad og så flere fruer der og nød at sidde i skyggen uden at behøve at røre sig. Lidt senere efter at have klædt mig om til middag sad jeg på ”Bænken” sammen med doktor Arendal (de havde været i Nauders hele dagen allesammen) og sludrede og tog imod ”selskabet” der havde haft den dejligste St. Moritz tur. Efter middagen sad vi ude på trappen en hel mængde og passiarede, så månen stå lige midt imellem Svejtserspidserne. Hr. Bjørndalen sluttede sig til os, og vi fik straks en fornøjelig afslutning på dagen.
1. juli, tirsdag: sidste dag, atter strålende sol og varme, skyfri himmel, efter morgenmaden gik vi op og pakkede, jeg var 1 time om det, så gik jeg ned og fandt hr. Bjørndalen i Gaststube, og så sad vi ½ times tid og passiarede, derefter fik jeg min regning betalt, givet Anton, Oberen og Anne deres drikkepenge, spiste middag, lå lidt i liggestolen i skyggen, men det blev for varmt, så jeg lagde mig op på sengen og hvilede, til Hr. Posold kom og vilde tale med mig, vi var så ovre at øve ”Ja, vi elsker dette landet” en god times tid, så tog jeg bad, hvilede igen på sengen og klædte mig om til afskedsmiddagen, hvor vi sad med ved det store bord, dækket festligt med flag (Dannebrog) og blomster. Hr. Bjørndalen sad mellem fru Lumbye og mig, ved desserten (pandekager) rejste jeg mig så og holdt følgende tale til ”min søn”, da Hr. Posold var kommen og stod parat nede ved døren med sin harmonika:
”Glitrende tinder, sol over dalen, en luftig brisens kølige svalen. Fra æterens bølger toner frembrød, jeg lytted, skrev den ned og som så de lød. Over dette sted svæver den gode Ånd. Der rækker alle en hjælpende hånd uden forskel på gammel og ung. Beskeden, uegennyttig, opofrende, utrættelig i omsorgen for sine Gæst-linger. Som en hønemor for sine kyllinger. At have lært at kende den gode fe, som skjult i et menneskes skikkelse. Er en såre stor berigelse og fortjener vor alles taksigelse. Det er hårdt at drage bort, men mindet tager vi med os tilbage. Om glade , solrige feriedage, mindet om det skønne Tyrolerland. Og om en god, ædel og helstøbt mand”.
Så lod vi Hr. Bjørndalen leve med tre korte og så det lange hurra, der skulde høres helt op til Norge, og de gjaldede gennem salen, og lige da det sidste hurra havde lydt, faldt musikken ind med ”Ja, vi elsker” og alle sang til, og bagefter ”der er et yndigt land”, hr. Bjørndalen blev helt bleg af bevægelse, da den norske nationalsang lød, vi var et godt stykke inde i verset, før han formåede at synge med. Da vi satte os, tog han min hånd og trykkede den og sagde Tak, det var alt for meget, og sligt havde han aldrig i sit liv været ude for, hvortil jeg svarede, at han havde jo heller aldrig haft en mor hernede – så talte han til selskabet: ”Mine kære danske venner, kære fru Hougs”, begyndte han, og sagde blandt andet, at da tonerne hjemmefra havde lydt, var han blevet stærkt greben, han vidste jo ikke, hvem der havde arrangeret det, men han gættede på ”sin lille mor” og så gik han hen og tog mig om halsen, så man kunne rigtig mærke, hvor glad han var for det. –Han sagde med det samme ”velbekomme” og at vi skulde samles ovre på den anden side og var et par timer sammen. Fru Arendal, der sammen med Mads (Helge) overværede det hele, komplimenterede mig meget og syntes, jeg havde gjort det så smukt; ligeledes kom skoleinspektøren magister Møller Nielsen hen til mig og sagde ligeledes at det var ualmindelig nydeligt og ”det havde jeg ære af.” Så det var jo godt, jeg gjorde det, og at hr. Bjørndalen blev glad, det mærkede jeg. Da vi kom ud i hallen, sad fru Moritz der, og hun forærede os hver et tyroler lommetørklæde til erindring om vort lange ophold. Så sad vi ovre i cafeen til klokken 11, der blev spillet og danset, skoleinspektøren tog violinen fra Artner og spillede flere gange for os. Fru Lumbye og jeg drak så den sidste muskateller, tog afsked med musikkerne og min ”tyrolersøn” og den anden unge tyroler, og så forsvandt vi for at komme hurtigst muligt til ro, da vi vækkes klokken 4 om morgenen.
2. juli, onsdag: stadig strålende klar himmel, og mellem 5 – 6 var det endnu ikke så forfærdelig varmt, vi fik vor morgenmad, gik ud til busserne, fulgt af Hr. og Fru Pennz [?], Ober, Hertha og Anton. Fru Lumbye og jeg sad i bil sammen med hr. Bjørndalen, som sad ved chaufføren, vi tog sædet lige bag, og så havde vi den skønneste tur gennem Innthal til Landeck med herlige belysninger. En god times kørsel er der op til Landeck station, så var der 20 minutters ventetid, til toget kom: bagagen havde vi under hele rejsen intet at gøre, ved hver skiftning af tog var der dragere med deres vogne, der kørte alt godset hen til de for rejsebureauret Danmark reserverede jernbanevogne. Det var også en ganske dejlig tur til Innsbruck der havde vi 2 timers ophold, og gik så hvor vi ville, skulde bare møde et bestemt klokkeslet på stationen igen. Jeg havde 21 Schilling tilovers, gik hen ”Unter den Lauben” og ind i en pæn forretning og spurgte, hvad jeg kunde få for dem, jeg fik en 2-radet perlekæde, min var netop gået i stykker, så det passede udmærket, endnu var der 3 Schilling og nogle Grosschen og jeg fik 4 prospekter fra Innsbruck, lavet efter akvareller, vi spadserede så helt til ”Goldenes Dach” der nu var helt repareret, det var under stillads, da vi var der med Arne og derefter så småt ad banegården til, hvor nogle enkelte af selskabet allerede var kommet. I løbet af 20 minutter var vi der alle, og gik så til vor reserverede vogn, hvor al bagagen allerede var anbragt og begyndte så den herligste af alle baneture lige til vejrs over Seefeld til Garmisch, i toget spiste vi frokost, medbragt fra ”Post”, turen var betagende dejlig, vi stirrede og stirrede for at tage alle de mange, store skønhedsindtryk med. Da vi kom til Mittelwald, holdt der et andet tog, hvor hr. Bøjtler ventede på os for at føre os tilbage til København, så skulle hr. Bjørndalen tage alene tilbage, idet selskabet til Pfunds havde hr. Warming som ledsager hele vejen og på grund af tyskernes og østrigernes forandrede køreplaner, var han allerede med selskabet i Innsbruck og kunne nå Pfunds om eftermiddagen ved 5 tiden. Nu skulde vi gennem paskontrollen for at komme ind i Tyskland, og så tage afsked med hr. Bjørndalen, jeg var den sidste, og han førte mig hen til hr. Bøjtler for at præsentere mig, men hr. Bøjtler havde regnet ud hvem jeg var, men at det også er ”min mor” ved du ikke, nej, det måtte han da indrømme, så tog han mig om halsen og kyssede mig til farvel og bad hilse Arne. Så vinkede vi, så længe vi kunde se stationen og overgav os atter til nydelsen af naturskønhederne, men toppen af den dag var alligevel Innsbruck – Seefeld. – Kom snart efter til Garmisch, mellem Garmisch og München fik jeg mig en lille passiar med hr. Bøjtler. I München havde vi godt 3 timers ophold, han rådede fra at vi gik på gaderne, da der allerede klokken 10 om formiddagen havde været 35 grader, så det var jo betydelig varmere nu; vi gik så hver sine veje, fru Lumbye vilde spadsere, jeg gik derhen, hvor hr. Bøjtler rådede til, Hauptbahnhofs strøggade, hvor der var køligt, alle slags butikker, 3 forskellige restauranter osv. Jeg satte mig ind i ”Grünen Saal” og fik det største krus øl, jeg kunde få, købte et postkort og skrev til Max (Bjørndalens tyrolernavn) gik rundt og så på butikker, købte bananer og så havde jeg omtrent 5 mark tilbage, købte et perlearmbånd, som et lille minde om München, sad derefter på en bænk i skygge og så på folkeliv. Omegnen af banegården var jo meget bombet, men dels erstattet med sådanne bazarbygninger som ved Trommesalen i København. 6:30 skulle vi mødes på Starnberger Bahnhof, så klokken 6 begav jeg mig afste, fru Lumbye var lige kommet, hun havde været så langt som til rådhuset, både det og Frauenkirchen var ved at blive repareret, så det fik sit gamle udseende, hun fortalte, at der havde været de pragtfuldeste butikker med meget elegante varer, både sko, konfektions og lædervarer. Efterhånden var vi alle på pletten og fulgtes så til vor reserverede sovevogn, og før 7 afgik vi fra München og forlod dermed de skønne bjergrige egne, som vi i så lang tid har nydt hver eneste dag og kun længes efter at se igen. Vi sad dejligt på polstret madras med puder i ryggen. Ved 9 tiden gik vi ind i spisevognen og drak aftenthe og imedens blev der redt op i vor kupe, vi havde en ung dame liggende lige under loftet, så fru Lumbye og så jeg inderst, vi lå ganske dejligt, men utroligt varm var det, så vi lod døren stå åben til gangen, og der var vinduer åbne, vi fik et ganske kolossalt tordenvejr, så stærkt, som man sjældent ser det, hvor himlen var som en ildkugle i flere sekunder af gangen og det haglede og regnede, så jeg blev tilregnet i min køje fra vinduerne ude i gangen, så de måtte lukkes. Endelig faldt jeg i søvn, vågnede klokken 4, stod op og gik ud og vaskede og redte mig, så havde jeg vaskerummet for mig selv, for senere, når alle skulle til, måtte de stå i lang kø og vente, jeg listede så ind og lade mig på køjen igen, og ingen af mine medsovende havde hørt det ringeste til min opståen. Klokken 6 begyndte de rejsende at myldre i gangen i py, kimono, natkjole, slåbrok, badekåber osv. Så stod fru Lumbye også op og så tog sovekonduktøren hendes køje ned og sengetøjet af min, og så havde vi atter en blød, magelig siddepladser. Da vi var 5 kvarter forsinket, blev der intet af fælles morgenmad på Altona banegård, som planlagt så [sådan endte den dags skriveri].
3. juli, torsdag: spiste fru Lumbye og jeg morgenmad i spisevognen, dejlig kaffe, franskbrød, smør og honning. 8:30 kom vi til Hamburg i øsende regn, havde kun 20 minutters ophold, var henne at få et glas øl for mine sidste pfennige, 4 bananer og 1 brevkort, så var hver pfennig brugt. Så kom vi i Paris-Liege-toget, fru Lumbye og jeg sad til Padborg sammen med et ungt tysk par med en sød lille dreng, de skulle til Haderslev – i Padborg var vi alle ude af toget og gennem tjek og dansk paskontrol, da var det holdt op at regne, men var meget overtrukket. Fru Lumbye og jeg havde kupeen for os selv helt til Nyborg. 1:30 spiste vi frokost i spisevognen, sild, en varm tartelet med grønærter og skinke, oksebryst, engelsk bøf, ost og frugt, kaffe. – Så kom vi over Fyn. Vejret blandet og i Nyborg var det næsten solskin. Vi havde en dejlig, rolig overfart, og i Korsør holdt den reserverede vogn lige ved landstigningen og i løbet af et par minutter var al vor bagage bragt ind til os. I toget til København fik vi vrøvl (dvs. hr. Bøjtler) med konduktør og togfører, fordi fru Lumbye og jeg ingen billet havde, vi havde aldrig fået nogen fra rejsebureauets side, og da hr. Bjørndalen gav os vore mapper, hvorpå stod vor waggons nummer og køjenummer på sovevognen, var der kun plakaterne til kufferterne i mappen, men hr. Bjørndalen beroligede os og sig selv med, at så havde hr. Bøjtler billetterne med til os, så vi viste glad og tillidsfuld blot mapperne frem, som hr. Bjørndalen havde rådet os til at gemme; det gjorde vi både i Tyskland (der fik vi dog 1 brun billet af hr. Bøjtler, den gjaldt i Das grosse Vaterland, men et sovevognsbevis manglede dog. Efter Padborg og på færgen, hvor eftersyn af billetterne kræves, viste vi bare mappen frem, og det lod de sig nøje med, men anderledes nu, togføreren mistænkte hr. Bøjtler for at ville smugle os ind mellem rejseselskabet og os for at ville rejse gratis, der var en løben af konduktør og togfører, så kom hr. Bøjtler og sagde, at han havde måtte betale billet for os fra Padborg – København. Jeg havde heldigvis mine kvitteringer med fra rejsebureauet og gav konduktøren, som ilede til hr. Bøjtler med dem, og kom tilbage og sagde, at nu var alt i orden, men jeg gik ned til hr. Bøjtler; han fik mine kvitteringer til hjælp til undersøgelserne da de skal finde ud af det og kunne forelægge DSB beviserne på, at de har købt billetterne til os. Med alt det vrøvl gik turen meget hurtigt, og vi kørte ind præcis 19:30, jeg havde fået opgivet tiden for vor ankomst – inden afrejsen herhjemme fra – til 19:37, så der var ingen frk. Nielsen at øjne, fru Lumbye blev modtaget af hr. Olsen og lille Jeppe og vi fik drageren til at bære vore kufferter op til Perron 5 til S-toget, og i Hellerup stod hr. Olsen af og bar mine kufferter helt ud på gaden, til en bil kom og kørte mig hjem og bar alt op på 4. sal. Næppe var jeg kommen ind i gangen, før telefonen ringede, det var frk. Nielsen, der stod på Hovedbanen for at modtage mig, og 5 minutter efter ringede frk. K, at hun, Daddy og [?] også stod der og havde bilen med for at hente mig; men nu kom de så ud til mig. At jeg var ventet var tydeligt at se, hele huset i orden pyntet med roser og latyrus og købt ind til thebord. Frk. Nielsen kom først, et øjeblik efter de andre, og vi havde så et par hyggelige timer til 10:15, hvor de fik et lille indtryk af, hvor dejligt jeg har haft det! – Ja, den rejse har i alle måder været en stor og rig oplevelse, jeg ingensinde vil glemme.
